Hvad gør yoga for mændende?

Læs denne artikel om mit Mande yoga hold

Mandeyoga hitter i Melby

Det er torsdag aften og 20 mænd i alle aldre og former er samlet i den gamle gymnastiksal på Melby skole.

Mændene i fuld sving med yoga øvelser (Foto: Josephine Iversen)

 

 

 

 

 

 

Af: Josephine Iversen, DGI Nordsjælland

Klokken er 19 og kvindeyogaholdet har netop afsluttet sin træning og er i færd med at forlade gymnastiksalen. Udenfor salen står et par mænd klar, de skal nemlig deltage i yoga – for mænd.

Instruktør Linda Van Hauen byder varmt velkommen og guider deltagerne til at tage en måtte og placere sig i en stor rundkreds. Efter bare 10 minutter er gymnastiksalen fyldt op med 20 muntre mænd. Alle aldre, alle former, alle klar til yoga.

Humøret er muntert og snakken går højt om dagligdagens gøremål og lokale sager, men så snart timen går i gang, er det yoga, der er i fokus. Hos hver enkelt mand ser man tydeligt, at der er fuld koncentration om øvelserne, og der bliver givet god tid til, at alle kan følge med, uanset niveau.

Yoga hjælper mod skader

Når man snakker med holdet, er det generelt, at alle har en anden form for sport, som de primært har dyrket hele livet. En del har blandt andet spillet fodbold, som mændene understreger som en ”rigtig mandesport”.

”Yoga er godt for mine ben. Jeg har haft en del skader i forbindelse med min fodboldtræning, men efter jeg startede med yoga, har jeg ikke haft én eneste skade,” siger 55-årige Torben Rydahl Sørensen.

Torben er dog ikke den eneste, som føler, at kroppen har fået det bedre, efter at han startede til yoga. Arne Krogh på 67 år har både dyrket løb, golf og fodbold og har, ligesom mange andre, døjet med forskellige skader. Han synes, at det bedste ved yoga er, at han får strakt sin krop ud på en helt anden måde end den vanlige udstrækning, han er vant til.

”Jeg kan godt forstå, at folk vælger yoga i deres liv. Det giver godt velvære, og man kan mærke det, mens man er i gang, men især også når man går hjem fra timen. Man får det godt af det,” siger Arne Krogh.

Arne Krogh til torsdagens yogatime (Foto: Josephine Iversen)

 

For Arne Krogh var det dog ikke let at møde op til yoga. Han syntes lidt, at det var en blød sportsgren, som var for kvinder. Alligevel blev han ved med at høre om en ven eller en bekendt, som havde prøvet holdet i Melby. Sidste år besluttede han sig for at tage med sin ven for at prøve holdet.

”Det er en succes, fordi alle er så åbne omkring holdet her i lokalområdet, så det er blevet et samtaleemne, og det er okay for os mænd at gå til yoga,” siger Arne Krogh.

 

Alle mænd er velkomne i MLI gymnastik & fitness

Lyset bliver slukket, sokkerne bliver trukket på, og mændene tager trøjer på. Timen er nået til det sidste punkt. Afkøling og afspænding. Rolig, afslappende musik bliver tændt, og det eneste man kan høre, er de lange dybe åndedræt rundt omkring i salen.

Efter en god mediterende afslutning i komplet mørke, er det tid til at tage hjem. Mændene rejser sig og finder stille og roligt tilbage til deres høje humør, og snakken begynder at gå livligt igen, som den gjorde før timens start. Torsdagens yoga er veloverstået, og dagens fem nye deltagere forsikrer om, at de gerne kommer igen.

Yoga for mænd er startet af Linda Van Hauen i MLI Gymnastik & Fitness.

Comments are closed.